Hvis man skal skabe god byudvikling og sikre at der fremadrettet er boliger som passer til alle i kommunen, er det vigtigt at forstå hvor ens eller forskellige behovene i området er.
Hvis det er de samme få befolkningsgrupper med samme behov og ønsker til fremtiden der findes i et område, forsimpler det den fremtidige udvikling. Kravene til infrastruktur, byliv, natur bliver simplere og mere overskuelige.
Hvis det derimod er en meget blandet gruppe af borgere med forskellige ønsker og forventninger til fremtiden, vil det helt naturligt udfordringer byplanlægningen og udviklere. Her kan man ikke bygge one-size-fits-all byggerier og håbe at alt er godt.
Men der er muligt at måle forskelligheden i en kommune? Er der forskelle på hvor forskellige vi er? Kan man finde en absolut måde at måle graden af homogenitet i et område?
Inddeling i grupper
Når vi kigger på vores naboer, vil de fleste nok hævde at vi er forskellige? De arbejder med x og jeg arbejder med y. De har en blå bil og min er sort. De stiller deres storskald ud tirsdag aften og jeg gør det først onsdag morgen.
Når vi zoomer lidt ud, bliver forskellene dog en del mindre. Borgere i et kvarter har i en lang udstrækning de samme formuer, indtægter, forbrugsmønstre og er de samme steder i livet. Vi er forskellige som mennesker, men når vi arbejder med et større perspektiver, bliver det muligt at arbejde med modeller der kan måle de overordnede forskelligheder.
I forbindelse med vores valg af næste bolig er det er række elementer som primært er afgørende for hvad vi vælger. Alder, indtægt, formue, familiesammensætning, arbejdsmarkedstilknytning, nuværende boligforhold og placering er blandt andet medvirkende i vores valg af den fremtidige bolig. Dette er alle elementer som vi i Datic kan trække data på. Noget køber vi, noget interviewer vi os til og en stor del af oplysningerne kan vi samle os til på nettet.
Når vi kombinere disse informationer for hver enkel husstand, får vi nogle befolkningsgrupper der internt i gruppe har de samme træk men er forskellig fra de andre grupper.
Vi kan derved i hver kommune inddele husstandene i grupper og se hvor mange der er af hver gruppe.
Mest eller mindst forskellighed?
For at kunne sammenligne kommunerne, må vi træffe et valg om hvad vi kigger på. Vi kan gøre det simpelt og tælle hvor mange forskellige målgrupper der er i en kommune. Ud fra dette kan vi ordne kommunerne efter dem med færrest grupper op til dem med flest. Dem som har færre må være de kommuner med mindst forskellighed.
Udfordringer med denne opdeling er, at nogle kommuner eksempelvis har et mindre antal målgrupper der udgør 75-85% af befolkningen, og en lille procentdel udgøres af mange forskellige små grupper. Kommunen vil egentlig være meget homogen, men stadig have et højt antal forskellige målgrupper.
Formålet med at kigge på homogeniteten er i forbindelse med planlægning af den fremtidige boligsammensætning. Der vil altid være grænser for hvor præcist kommuners planlægning kan være og hvor præcist man kan forudsige den fremtidige efterspørgsel. Vi har derfor valgt at kigge på antallet af målgrupper i kommunen der dække 90% af områdets husstande.
Som kortet illustrerer, er der færre forskellige grupper i kommuner som København, Gentofte, Hørsholm, Frederiksberg og Ishøj. Danmarks anden største by, Aarhus er omvendt en af de mest diverse kommuner med fleste forskellige målgrupper.
Her har vi kun kigget på kommuner, men man kunne også have kigget på et mindre områder.
Hvad kan man bruge tallene til?
Jo større, homogenitet jo mere simpelt byudvikling. Hvis et område kun betjener få målgrupper, vil det alt andet lige være mere enkelt at bygge de boliger som efterspørges. Jo større forskellighed, jo vigtigere er det, at man gøre udviklingen forskelligeartet og sikre et bredere udbud af boliger. Der skal med andre ord meget få typer boliger til at betjene de fremtidige boligbehov for borgere i Gentofte og Frederiksberg kommune, hvorimod at den fremtidig efterspørgsel i Aarhus vil kræve en langt flere forskellige artede boligformer.
